Hvad er bevidsthed?

Tim Pallis

Hver gang jeg i det japanske Rinzai zen kloster Sogen-ji gik til sanzen interview hos Shodo Harada Roshi og forsøgte at svare på hans spørgsmål "what is your state of mind" – blev jeg afvist og sendt bort af hans klokke med et "efterlad dig ingen spor". Efter at jeg fandt løsningen på spørgsmålet, hørte jeg ikke længere dette "efterlad dig ingen spor".

Vore personlige mentale følelsesbetonede tilstandes optræden i bevidstheden har en tendens til at efterlade sig spor i bevidstheden. Det gør de intellektuelle, refleksive overvejelser også. Men i virkeligheden er de alle som fuglens flugt over himlen, de efterlader ingen spor i luften. Der er ingen grund til at fæstne eller fiksere dem med en refleksiv bevidsthed. De opstår og forsvinder igen og kan ikke gøre noget ved os.

Ligesom det åbne og tomme rum over os har bevidstheden, som er udelelig ét med sit indhold, hverken centrum eller periferi. Forskellige tilsyneladende ”ydre” fænomener kommer og går dvs. visuelle former, lyde, lugte, smagsfornemmelser og følelsesbetonede sansefornemmelser af forskellig art.

Men deres væsen eller deres egentlige natur er tom. Hvor optræder de? I bevidstheden. De viser sig i den altomfattende bevidsthed. De ser ud til at være noget ”ydre” eller tilhøre en ”omverden” udenfor os selv. Men det kan faktisk ikke på nogen måde bevises, at de er udenfor bevidstheden. Alle oplevelser og erfaringer finder egentlig talt sted i bevidstheden.

Der er ingen ting i virkeligheden, som er udenfor bevidstheden. Bevidsthedens i sig selv er tom eller blank som et spejl om man vil – det er et bevidsthedsrum. Man kan godt kalde denne ”rene” bevidsthed den transcendente bevidsthed. Alt, hvad der viser sig i bevidsthedens spejl er udelelig ét med det.

Det, der viser sig, finder virkelig sted, og når det finder sted er dét, der viser sig ét med bevidstheden. Bevidstheden og dens indhold er uadskillelige. Denne uadskillelighed er som fuglen i den tomme himmel, der ikke efterlader noget spor.

Det er denne enhed af den tomme, universelle bevidsthed og bevidsthedsindholdet, som i mahayana buddhismen kaldes buddhanaturen (på sanskrit buddhata, på japansk bussho).

Langt de fleste engelsksprogede oversættelser af sanskrit ordet chit er consciousness, på dansk bevidsthed. Det tilsvarende kinesiske ord er hsin, sino-japansk shin og japansk kokoro.

Det mærkelige er, at næsten alle oversættelser af det kinesiske og japanske ord til engelsk er ”mind” og ikke consciousness. Jeg foretrækker consciousness på dansk bevidsthed af forskellige grunde.

Den mest almindelige danske oversættelse af det engelske ord ”mind” er tanker, tankegang, mentalitet, forstand, hoved, sind, ånd, sjæl, mening. Det er altsammen ord, som tydeligt har med menneskets indre psykologi at gøre.

På dansk er det buddhistiske begreb shin næsten altid blevet oversat med ”sind”. Buddhanaturen er derfor blevet oversat med buddhasindet. Man taler om sindets egentlige natur og det oprindelige sind.

Det mener jeg er meget misvisende, fordi vi derved stadig befinder os inde i hovedet på et menneske, i vort psykologiske habitus, og det er faktisk kun en meget lille del af buddhanaturen. Et menneskes psykologiske bevidsthedsindhold er uadskilleligt fra det, man enten kan kalde det rene bevidsthedsrum eller den universelle bevidsthed.

Oversætter man hsin eller kokoro med ”sindet” begår man den fejl at skelne dualistisk mellem et psykologisk ”indre” og et materielt ”ydre”. Men buddhanaturen er hverken et psykologisk ”indre” eller et materielt ”ydre”. Det er en udelelig enhed, som vi kan kalde ”den universelle bevidsthed”.

Denne enhed er vor egentlige natur og vor identitet, og den omfatter for det første den ”rene” transcendente bevidsthed, dernæst alle bevidsthedstilstande, sindstilstande, mentale tilstande, ånd, sjæl, erfaring og erindringer samt et hvilket som helst iagttaget fænomen i universet. Og så har jeg ikke glemt græsset der gror, bakterierne i naturen eller elefanten i stuen.

Ethvert levende væsens identitet er ikke en individuel selvværen, men en forening af et bevidsthedsrum og et bevidsthedsindhold. Det er en situationstotalitet, som fungerer lige her og nu i et evigt nuvær. I menneskets tilfælde er der en søgen efter denne sande identitet for at kunne acceptere og være tilfreds med livets nuvær uanset omstændighederne.

Der er iagttagen og iagttagelse, subjekt og objekt, selvet og det andet eller den anden, det kendte og det ukendte, det anskuelige og det uanskuelige, det udsigelige og det uudsigelige, det transcendente og det immanente, det bevidste og det ubevidste, det erkendte og det uerkendte, væren og intet, noget og ingenting, lys og mørke osv. Disse polariteter er lige virkelige hver for sig, for den praktiske verden er nødvendigvis tvedelt, og her skelnes der mellem dit og dat. Men egentlig talt er de uadskillelige.

Det universelle bevidsthedsrum er ikke adskilt fra sit bevidsthedsindhold. Det er derfor ikke meningsfuldt at tale om den egentlige virkelighed som enten den rene bevidsthed eller et bevidsthedsindhold. Den egentlige virkeligheds er en ikke-dualistisk situationstotalitet, som vi også kan kalde buddhanaturen, Brahman, Tao eller Gud alt efter hvilken spirituel terminologi vi foretrækker. For klarhedens skyld vil jeg kalde denne forståelse en spirituel ateisme, for der er ingen tro på noget indblandet i dette synspunkt.